Intete komme ud af ingentig. Eller gør det?
Vi står på grundlæggende energier der strækker sig tilbage i tiden.
Det er en udbredt misforståelse, at de nordiske guder kun kæmpede mod jætter i Jotunheim. Nyere forskning fra Spinnus (IKI) viser, at Thor, Loke og Tjalfe engang for vild i en tidslomme og endte i en mellemstor dansk folkeskole en tirsdag i november.
Dette er beretningen om deres rejse gennem Den Grå Evighed, hvor deres guddommelige kræfter mødte deres overmand: Det Kommunale Bureaukrati.
Guderne ankom til skolegården i øsregnvejr. De ledte efter et sted at sove og fandt en kæmpe, tom bygning (gymnastiksalen). De lagde sig til at sove i et mærkeligt, siderum, der lugtede af glemte gummisko.
Da de vågnede, mødte de Pedel-Skrymer. Han grinede og spurgte, om de havde sovet godt i hans handske (det viste sig at være en glemt vante fra "Glemte Sager", som Pedel-Skrymer brugte som sovepose).
Thor blev rasende over Pedel-Skrymers arrogance og slog ham i hovedet med Mjølner. Pedel-Skrymer kløede sig lidt i nakken og spurgte: "Var det et kridtstøvkorn, der faldt ned? I må ikke slå med hårde genstande indendørs uden en Formular B12."
Pedellen fulgte guderne ind til Rektor Udgårdsloke, der sad på et kontor fyldt med ringbind og blege fotokopier. Rektor Udgårdsloke smilede skævt og sagde: "Ingen får lov at forlade dette institut, før de har bestået vores interne færdighedsprøver. Hvilke idrætter vil I vise os?"
Loke udfordrede jætten Loge til ædekonkurrence. Et langt trug med mad blev sat frem. Loke åd alt kødet, men Loge åd både kødet, knoglerne og truget.
Illusionen afsløret af Spinnus: Loge var i virkeligheden "Kantinens Dag-Gammel-Menu". Den spiser alt: Dit humør, din appetit og din fremtid, hvis du rører den. Loke havde ingen chance mod institutionel madspild.
Tjalfe udfordrede jætten Huge til løb. De løb tre gange, og hver gang vandt Huge med flere længder.
Illusionen afsløret af Spinnus: Huge var i virkeligheden "Tiden indtil næste Klokkeringning". Den løber altid hurtigere end dine drømme om frihed. Tjalfe kunne ikke vinde over skemaets nådesløse entropi.
Thor skulle drikke om kap. Rektor Udgårdsloke rakte ham et drikkehorn, der var slankt i bunden, men forsvandt ind i væggen. Thor drak og drak, men vandstanden sank næsten ikke.
Illusionen afsløret af Spinnus: Hornet var forbundet direkte til "Det Udtømte Budget for Skolemælk". Det er et uendeligt sort hul, som man kan kaste milliarder af skattekroner i, uden at det nogensinde føles fyldt.
Thor blev så ydmyget, at han krævede en ny kamp. Rektor Udgårdsloke kaldte på sin gamle fostermor, en bleg, krumbøjet gammel kone ved navn Ælde. Thor tog fat i hende, men jo hårdere han greb, jo fastere stod hun. Til sidst faldt Thor på det ene knæ.
Illusionen afsløret af Spinnus: Ælde var i virkeligheden "Vikar-Karen", der har været ansat siden 1974. Hun er immun over for logik, vrede og fysisk magt. Karen er kedsomheden selv, og ingen kan vinde over Karen i en udmattelseskamp.
Næste morgen fulgte Rektor Udgårdsloke guderne ud. Da de stod ved porten, afslørede han sandheden for Asator:
"Jeg har snydt jer med bureaukratiske illusioner. Hvis I havde vundet, var skolesystemet brudt sammen, og børnene ville have lært noget brugbart. Det kan vi ikke risikere."
Thor blev så rasende, at han løftede Mjølner for at jævne hele skolen med jorden. Men da han kiggede op, var Rektor Udgårdsloke, Pedel-Skrymer og hele folkeskolen forsvundet.
Thor stod alene tilbage i en tom grusgrav. Det eneste, der var tilbage, var lyden af et ur, der tikkede baglæns, og en bleg fotokopi af en Formular B12, der dalede langsomt ned fra himlen.
Kilde: Saxo Grammaticus, "Gesta Danorum - Volumen Absurdus", oversat og kommenteret af Dekanatet for Spinnus (IKI).